En ordblind Koldingdreng udkommer med sin 10. bog!
“NU-Det vigtigste øjeblik i dit liv” – er titlen på bogen, der kan købes hos boghandlere og på ”nettet”
Erik Østenkjær blev for 60 år siden – på Aalykkeskolen i Kolding, – erklæret mindre begavet og ordblind. På trods af det udgiver han nu sin 10. bog indenfor psykologi og personlig udvikling: ”NU-Det vigtigste øjeblik i dit liv”.

Først på året kommer Erik forbi Kolding igen, denne gang med foredraget af samme navn som bogen.
Sted og tidspunkt kommer selvfølgelig her i avisen.

Koldingdrengen, Erik Østenkjær er i dag én af verdens førende inden for præstationspsykologi og mentaltræning hvor hans fokus har været på Nuet og Viljen. I denne bog tager han fat i den kliniske behandling af mange forskellige psykologiske symptomer, herunder stress, angst, depression, tvangstanker og -handlinger, spiseforstyrrelser, psykoser mm. Han tager udgangspunkt i de samme principper, som han bruger i sportens verden. Omdrejningspunktet er udvikling af evnen til at være til stede i nuet − drivkraften bag forebyggelse, forandring og helbredelse.

Erik, har været sparringspartner for eliteidrætsudøvere inden for 28 sportsgrene i 21 lande. Erik har blandt andet været tilknyttet en lang række af Europas førende atleter og ligeledes arbejdet med mennesker inden for erhvervslivet, TV, teater og musik. Derudover har han en omfattende praksis for mennesker med svære psykiske problematikker.

“NU-Det vigtigste øjeblik i dit liv”, – henvender sig til alle, unge som gamle, der ønsker at udvikle og forbedre deres livskvalitet. Bogen er skrevet med tanke på at inspirere og støtte i processen mod at ændre en svær livssituation til noget godt. Evnen til at leve i nuet skaber fundamentet for et godt liv. Det er lige netop i øjeblikket, at livet er til − der, hvor du har magten over dit liv, der, hvor du kan leve i pagt med dig selv.
Som redskab til psykologisk behandling er nuet både ”målet” men i lige så høj grad midlet til et godt liv.

Det er Eriks erfaring, at evnen til at leve livet
i nuet, hvor der hverken er hindringer fra fortiden
eller angst for fremtiden, – er det, der
kræves for at leve livet fuldt ud.

Der er løbet megen vand i Kolding Å siden Erik Østenkjær rejste fra Kolding. Med sig i bagagen havde han en barndom der startede på Ndr. Ringvej 45
i en lille 2-værelses lejlighed i bedsteforældrenes hus. Senere blev det til Rosenhaven, helt konkret Ørebrovej nr. 10 ll. tv. Her lærte jeg Erik at kende.

I en årrække var vi bedste venner og barndomskammerater, senere i ungdommen skiltes vore veje, Erik blev elektriker og jeg butiksslagter som Eriks far. Allerede som 19 årig havde jeg udstået 4 års læretid og måtte tilbringe 14 mdr. som soldat. Jeg blev tidligt gift, fik barn og flyttede til Billund som 21 årig, – der skiltes vores veje for alvor.
Senere i livet mødtes vi igen.

Erik var i ungdomsårene en del af Kolding musikliv indtil han som udlært elektriker rejste videre i livet. I dag ca. 51 år efter han rejste fra Kolding kan han se tilbage på et langt liv, og som Erik selv siger hvem kunne vide at drengen der blev erklæret ordblind og mindre begavet – på Ålykkeskolen, skulle ende med at skrive 10 bøger om psykologi og personlig udvikling.

Erik´s bog ”NU-Det vigtigste øjeblik i dit liv”udkommer d.1. november på ”VORES-forlag” og kan købes hos alle boghandlere og på nettet.