Foto: BlumePress & N.O. Skøtt – tekst N.O. Skøtt
Hvilken rejse fra DS fodbold sommeren 2013 til nu

Man slår sig på Rune Nautrup. Foto BlumePress & N.O. Skøtt. Tekst Niels-Ove Skøtt

Fantastisk start efter KIF´s oprykning til NordicBet Liga
Ser vi bort fra nogle enkelte svipsere i den snart overståede første halvsæson for Kolding IF Fodbold i NordicBet Liga, har holdet præsteret langt over forventning. En aktuel 4. plads som nyoprykker er mere end godkendt, og med 4 points afstand ned til nummer fem Vendsyssel, ændres der ikke på den fornemme placering uanset resultaterne i sidste spillerunde 2019.
Et fodboldhold taber naturligvis kampe, – men med en anelse held, kunne KIF sagtens have indtaget en af de første pladser i rækken, – men det havde næsten været for meget af det gode.

Ros til trænerstab og spillertrup
Kæmpe ros til cheftræner Anders ”Zorniker” Jensen, der når det er muligt, får spillerne til at spille overfaldsfodbold a la konceptet under Brøndbys tidligere træner, der lærte holdet at kæmpe røven ud af bukserne.
Det er netop det der har givet KIF en masse point de seneste sæsoner, at de kæmper røven ud af bukserne, og for det meste spiller seværdig fodbold med masser af mål, – desværre i begge ender af banen, – men hellere en 3-3 kamp end en kedelig nullert, eller en 4-3 sejr frem for en kedelig taktisk 1-0 sejr. Kæmpe ros til hele truppen, bænken, holdledere, tilskuere, sponsorer og frivillige.

Eufori forventninger og stemning
Det sidste års tid, startende med KIF´s pokalsejre over Randers og  VB i efteråret 2018 – og så exit i kvartfinalen mod de danske mestre FC Midtjylland i dette forår, – foran højeste tilskuertal i Kolding i 20 år, – 6.100 tilskuere, – har skabt en eufori forventning og opbakning uden lige, såvel på sponsorsiden, samt tilskuermæssigt. KIF spillede for få hundrede tilskuere for kort tid siden.

I kraft af ”de store kampe mod VB og Fredericia har KIF divisionens 3. højeste tilskuertal hjemme, (1.395 i snit), – og ude, har man højeste gennemsnit, (1795). – Jo – KIF er kommet på landkortet og har også været vist som live kampe på tv en del gange.

Der er opbakning fra sponsorer, publikum og frivillige.
Derfor hylder vi i denne artikel de frivillige til kampene. De frivillige der har været der i modgang og medgang i en lang årrække, – men bestemt også de nye der er kommet til – der gør det muligt at sponsorerne får deres velfortjente ”fede” oplevelser i V.I.P. lokalerne, og KIF´s cafeteria der også er blevet anvendt til formålet, – grundet pladsmangel i V.I.P. loungen, – sponsorerne er strømmet til kampene.

Ole Bladt og kæresten Gitte, har ydet en fantastisk indsats med cafeteriets drift, og styret salget under kampene. De takker nu af for denne gang da “KIF jobbet” nærmest har karakter af et fuldtidsjob, – hvilket de begge har i forvejen. – Men mon ikke de fortsætter på en eller anden led i KIF regi.

Men vi skal også huske at hylde de frivillige der er stadig er der, og dem der var der i svære tider, hvor det var svært at finde frivillige. Uden dem havde KIF sandsynligvis spillet seriefodbold i dag, og muligvis på lavere niveau end DS for filmen var tæt på at knække i Vejle Boldklub – Kolding tiden. Nu forstår man bedre KB´s frustrationer i KFC tiden….

De frivillige “cafeteria-ungmøer på dagen” flankeret af Gitte på fløjen. Et  fantastisk servicearbejde, udfører de.

Disse frivillige er b.la. det 81 årige æresmedlem Jørgen Lildballe og hans noget yngre trofaste ”makker” Torsten ”Totte Jensen på 74 år, der sammen med Birthe og Kaj Knudsen passer tælleapparaterne, og har gjort det i mange år.
– Manden med den gyldne stemme, stadionspeaker Ole Bang, har ladet sin smørstemme runge ud over Autocentralen Park i mere end 15 år. Ole Bladt der sammen med sin Gitte har varetaget driften af cafeteriet og salget på Stadion sammen med en masse frivillige i de seneste år, og har været med udenfor kridtstregerne, stort set siden han indstillede sin aktive karriere for små 20 år siden. Desuden er han med i diverse udvalg og bestyrelsen.

Men vi må heller ikke glemme de vigtige folk som klubmanden Kim Fogh, Marcel Mensel-Legald og Jens Eriksen, (Ole Bladt igen), m.fl. som på eget initiativ trådte til i et nyoprettet sponsorudvalg, der skulle skaffe tiltrængt økonomi, da KIF kom ud af den håbløse VB aftale i 2013. De var bagmændene for oplevelserne på stadion og fik stille og roligt sparket gang i V.I.P. lokalet og sponsorerne, de fik genskabt økonomi, – på trods af at KIF på grund af KFC tiden, ikke havde plejet en sponsor i mere end 10 år.
I løbet af få dage havde de skaffet en kvart mio. kr. til den slunkne klubkasse. – I al ubeskedenhed var jeg selv en lille del af det team, hvor jeg især bidrog med synlighed, foto fra kampe mm. – Jeg ved hvordan der blev knoklet med hjerteblod, – nøjagtig som i dag.

Nogle af de frivillige fra Catering og merchandiceområdet. På dagen: Frede Mortensen, Jesper Aagaard, Morten Nielsen, Hans Henrik Lei Helmer Kristensen, Søren Lilballe,Henrik Skafte, Ole Bladt, Kristian Jessen, Mogens Andersen og teamleder Michael Simonsen

Spillerne der blev – eller vendte tilbage
Men allermest skal vi huske spillere som Martin Hedeager Jensen, Søren Zachariassen, Mads Zederkof, André Jepsen, Zabao Qaume, Mads Fogh, og senere Rune Nautrup og Justice der vendte tilbage, samt Lennart Nielsen (som desværre stoppede p.ga. en alvorlig skade for nogle år siden).
Sammen med masser af andre gode ”Koldingdrenge” blev de, eller kom tilbage efter KFC tiden, – og dannede et næsten rent Koldinghold hvor hele truppen havde tilknytning til KIF og Kolding. – De blev og spillede som rene amatører, der betalte kontingent og købte deres egne støvler.
De beskedne midler der kom ind på sponsorsiden, blev hen ad vejen, drypvis brugt til at forkæle truppen, med madordninger, støvleordninger mm.

Træner Jeper Munch

Vi skal også huske træneren Jesper Munch og hans assistent, der var danmarks billigste trænerteam på dette niveau, de spillede KIF op i 2. division. Jesper var blandt andet manden der skabte KIF´s egen fodboldskole, der bidrog med økonomi, og skabte klubfølelser for de yngste, da det var KIF´s spillere der underviste på fodboldskolen.

Holdet i 2013 vandt suverænt Danmarksserien og fejrede det som om de var blevet danske mestre, – på trods af at de ikke kunne rykke op det første år efter VB Kolding.
Disse spillere (og undskyld dem jeg har glemt), – samt de frivillige dengang, er den reelle årsag til at der spilles NordicBet Liga bold i Kolding i dag, – i stedet for seriefodbold.
Hjerteblod er det der har holdt sammen på KIF Fodbold i næsten 125 år (2020)