Tekst & foto: Niels-Ove Skøtt
Vores udmærkede fotograf Gert Blume har utallige gange forklaret at det skam er hårdt arbejde at fotografere.
Nu har jeg som redaktør, også en vis erfaring med at fotografere, så jeg besluttede at agere Paparazzi fotograf for en aften, iført stråhat og solbriller. Nu ville jeg med egne øjne se hvor hårdt han arbejdede.

Jeg spottede ham i det fjerne med et kamera. – Okay så var han da i gang, – men jeg mistede ham af syne i blandt publikum.
Jeg besluttede mig for at gå op ad den lille bakke med pølseboden hvor jeg tidligere på aftenen havde fotograferet aftenens bedste pølsemand Otto Skak. – Jeg tænkte det nok, – den hårdtarbejdende fotograf skulle netop til at fortære en kæmpestor frankfurter på 200 gram, – nej 2 store pølser lå der faktisk foran ham.

Hej Gert.
Gert var ved at kløjs i det, da han var taget på fersk gerning, – Otto pølsemand var ved at knække sammen af grin.

Gert skubbede gavmildt den ene pølse med brød hen til undertegnede. Den smagte rigtig godt.

Nu skal jeg ned at fotografere Laura Mo, sagde Gert da han var færdig med sin pølse.
Okay – jeg skal en tur for mig selv, – vi ses.


Hvad er så det første man ser, da man kommer tilbage til pladsen.
Den hårdtarbejdende fotograf med en fadbamse.
Tænkte jeg det ikke nok. Frem med kameraet, klik klik.
Gert Blume prøvede at kigge væk, men den gik ikke, – taget på fersk gerning to gange på få minutter.

Skål Gert. – Uha det er hårdt at være fotograf.